Samarbejdspartnere: Alstrup Amstørscene (Ole Kæmpe og Hedvig Hauge) og ANTON saft
Hvad: Performance, intervention i byrummet og workshop
Hvor: Blegebakken, Skolebakkevej 3 og Ko-LAB
Tak: Ole Kæmpe, Hedvig Hauge, ANTON saft, Alice Frost Larsen
Ko-LAB: Reminiscenser fra performance + nodestativ, og workshop i august
Blegebakken blev i 1800-tallet brugt til tørring og blegning af tøj og stof i solens stråler. På samme bakke ligger også et sommerhus, som af nogle bliver kaldt Dirch Passers Hus, fordi det siges at Dirch et par gange var på sommerferie i huset. Disse to historiske oplysninger har jeg forenet til et værk i tre dele:
* En sang, der fortæller Blegebakkens historie og formidler det samlede værk som Ole Kæmpe, en af mine samarbejdspartnere og jeg opførte på Ko-LAB under ferniseringen den 27. juni og igen den 20. juli hvor også Hedvig Hauge er med.
* En syv meter lang tørresnor opsat på Blegebakken, Skolebakkevej 3, hvorpå der hænger duge med store farvede plamager som resultat af eksperimenter med ’spildning’ af forskellige drikke som aroniasaft, hyldebærsaft, rødbede, gulerod, kaffe, og matcha-te. I løbet af udstillingsperioden vil det vise sig hvor meget dugenes pletter bleges i solen.
* En ’spilde-stunt-workshop’ i Ko-LAB 11.-16. august hvor alle kan tilmelde sig og være med til at opfinde scener, hvori der indgår ’spildestunts’, der vil blive dokumenteret og blive til en film, som vises den 6. september under afslutningsarrangementet. For tilmelding og mere information om workshoppen kontakt Molly Haslund på e-mail
molly@mollyhaslund.com eller telefon 27286149.
Værket peger på den sociale afvigelse, der opstår når man spilder på sig selv eller andre, på de små narrativer som de komiske øjeblikke hvor der spildes kan føre med sig – og ikke mindst hvordan pletter fjernes igen uden brug af klorin, men helt enkelt med solens stråler.
Biografi
Molly Haslund (f.1970) arbejder performativt og skulpturelt. Hendes værker spænder over selvbiografiske og musikalske optrædener, scenografiske installationer og koreograferede gruppeperformances i det offentlige rum. Med skiftende strategier undersøger hun, hvordan identitet, sociale hierarkier og normer er tæt forbundne med og forhandles via kropslig gestik, kulturelle ritualer og indretningen af vores omgivelser. I de enkelte værker er konkrete steder, historisk arkivmateriale eller trivielle genstande og situationer fra hverdagen ofte afsæt for Haslunds subtile interventioner. Tematisk beskæftiger hun sig med mekanismerne i mellemmenneskelige relationer, ligesom hun med et absurd-humoristisk twist rejser spørgsmål om repræsentationens natur, samtidens socioøkonomiske rationaler såvel som individets autonomi og handlefrihed i en moderne verden. www.mollyhaslund.com